Hårdonation
FAQ om at donere hår

Hvor langt skal håret være?

Håret skal være cirka 30 cm langt for at kunne bruges til parykfremstilling. De cirka 30 cm er hårlængden, når håret er klippet af.

Hvilke krav er der til donationshår?

Håret må ikke have været kemisk behandlet, dvs. lysnet eller permanentet. Hvis håret har været kemisk behandlet, er det ofte for u-elastisk og porøst til at kunne anvendes i parykproduktion, fordi de enkelte skællag i håret ikke er intakte.

Farvet hår kan anvendes, hvis det har været farvet med ammoniakfri farve og med en beize på 1%. Spørg evt. din frisør, hvis du er i tvivl.

Hvis din lysning eller permanent er vokset ud, kan håret godt bruges.

Hvor kan jeg få håret klippet af?

Du kan bruge din egen frisør og fortælle dem, at du ønsker at donere dit afklippede hår. De fleste frisører kender princippet. Du er velkommen til at henvise dem til siden her. Forhør dig hos din egen frisør.

Kan I lave paryk af min hestehale til en jeg kender, som har mistet sit hår?

Nej, det er desværre ikke muligt at fremstille en paryk af blot en enkelt hestehale

Kan håret blive for gammelt?

Nej, håret kan ikke blive for gammelt. Alt hår kan anvendes som donationshår. Også hår som har ligget i mange år.
Håret er ofte mere tørt, når det er gammelt, men det tager man højde for i sorteringen af kvaliteten af hårstrukturen

Kan jeg donere krøllet og gråt hår?

Ja. Hvis du donerer krøllet hår måles længden ved at trække håret glat, så du sikrer, at det er langt nok.

Gråt hår kan også anvendes. Gråt hår vil ofte blive en del af det hår, der bliver solgt på auktion for at indsamle penge.

Hvordan skal håret klippes af?

Håret skal samles i en elastik i en eller flere små hestehaler. Sæt elastikken et stykke under der, hvor håret klippes af, så hestehalen er godt sikret. Hestehalen må meget gerne fikseres med en elastik nederst også. Alternativt kan håret samles i en fletning.

Hvordan afleverer jeg mit hår til Toftild?

Du kan sende dit hår til os med posten eller aflevere det personligt i vores forretning i Aalborg eller Århus.

Kan jeg følge min hårdonation?

Nej, det er desværre ikke muligt at følge sin egen hårdonation, da alt håret blandes og sorteres i farver, længder og hårstrukturer, så det er klar til videre forarbejdning.

Hvordan bliver min hårdonation brugt?

Dit hår bliver brugt til fremstilling af parykker til mennesker, som er ramt af et sygdomsbetinget hårtab.
En del af håret anvender vi selv i produktionen af parykker til unge, der har mistet deres hår. Selve produktionen af parykkerne betaler Toftild.
En del af håret sælger vi på auktion i brancheforeningen for europæiske parykproducenter. De penge, som donationshåret indbringer på auktionen, sender vi ubeskåret videre til en dansk hjælpeorganisation. I år – 2017 – giver vi beløbet til Knæk Cancer.

Hvem modtager parykker lavet af hårdonationer?

Parykkerne udleveres til mennesker ramt af kræft eller autoimmune sygdomme, oftest alopecia. Toftild ønsker at parykkerne primært skal gå til unge. Vi kan dog ikke garantere, at det f.eks. er et barn ramt af kræft, der modtager lige netop din hårdonation. Men vi kan garantere, at håret anvendes til at fremstille parykker til mennesker, der lider af permanent eller midlertidigt hårtab i forbindelse med en sygdom.

Kan jeg møde en, der modtager mit hår?

Nej, det er desværre ikke muligt at møde den person, der modtager en paryk, hvor dit hår er anvendt. Det skyldes primært, at der i en enkelt paryk er anvendt hår fra flere hårdonorer.
Mange af dem, der modtager parykkerne fremstillet af donationshår, ønsker heller ikke at stå frem i offentligheden, og det vil vi gerne respektere og ikke stille som en betingelse.

Hvor mange hestehaler skal der til at lave en hel paryk?

Der skal i gennemsnit bruges 6-9 hestehaler for at lave en hel paryk

Får jeg svar på om mit hår er modtaget?

Hvis du gerne vil have en bekræftelse på, at vi har modaget dit hår, skal du huske at vedlægge dit navn og din e-mail adresse. Så kvitterer vi med en personlig hilsen på mail.

Hvis jeg sender foto med, bliver de så offentliggjort?

Du er meget velkommen til at vedlægge fotos og hilsner sammen med din hårdonation, som vi må anvende i Toftilds markedsføring og på vores Facebook-side ”Toftild Hårdonation - Love is in the Hair”.
Vi kan dog ikke garantere, at alle fotos vil blive offentliggjort. Hvis du ønsker at være anonym, respekterer vi det.